Læs til lærer
maj 24, 2021
Læreruddannelsen er en populær uddannelse, som kan bruges på flere måder. Man kan fx undervise i folkeskolen eller på friskoler, højskoler eller aftenskoler.
Hvordan kommer du i gang?
Du kan tage en læreruddannelse med SU, eller du kan vælge en læreruddannelse med løn, som nogle uddannelsesinstitutioner udbyder. Når du begynder på en læreruddannelse, vælger du dig ind på nogle bestemte fag, som du gerne vil undervise i, når du er færdiguddannet. På den måde kan du vælge fag, som du brænder for, hvad enten det er matematik, idræt, dansk eller engelsk.
Brug dine pædagogiske evner
Som lærer får du i høj grad brug for dine pædagogiske evner. Man skal være god til at kommunikere med eleverne både fagligt og på det personlige plan. Elever er nemlig utrolig forskellige, og nogle kan finde ud at at sidde på en stol og modtage undervisning fra dag 1, imens det for andre kræver lidt længere tid at vænne sig til at blive undervist. Elever i folkeskolen undervises på forskellige klassetrin, og her kan vi anbefale, at du bruger din praktik-periode til at få testet, om du foretrækker at undervise de små klassetrin, eller om du foretrækker at undervise teenagerne i 9. klasse.
Hvad kan læreruddannelsen ellers bruges til?
Læreruddannelsen kan også bruges til andet end undervisning. Der sidder fx læreruddannede redaktører på fagbogsredaktionerne på de danske forlag. Hvis du fx er uddannet til at undervise i dansk, matematik eller samfundsfag, så kan det være, at du finder det spændende at være med til at udvikle lærebøger til folkeskolen. Der er næsten altid brug for lærere på skoler rundt omkring i Danmark, så arbejdsløshedsprocenten er lav. Så du kan med stor sandsynlighed få job enten som vikar eller fastansat. Der er også en del kreative mennesker som fx musikere, billedkunstnere og forfattere, der har en læreruddannelse, som de måske ikke gør så meget brug af, men som kan være god at falde tilbage på i perioder, hvor de kan tage et job som lærervikar.